Skrevet og foto af: Peter Fischer Jensen
Dagen før var St. Bededag, hvor Mogens Hoelgaard havde udskrevet en 100 km FAI fra Skinderholm over Vestjylland, luftmassen var meget fugtig og overudviklede overalt og jeg endte efter et par timers kamp og nogen ærgrelse med en motorstart over Spjald flyveplads. Vejrudsigten for lørdag var meget bedre og vi talte fredag aften om, at lørdag kunne blive en rigtig god dag.
Lørdag morgen var det tydeligt, at vejret ville blive godt og der var mange forskellige forslag til, hvad man kunne flyve. Mogens skrev igen en god klubopgave ud, som kunne give mange TL-kilometer og høje hastigheder uden at komme meget langt hjemmefra, men jeg besluttede hurtigt, at vejret og dagens længde indbød til det, jeg synes er allersjovest i svæveflyvning, nemlig at flyve en lang tur og helst komme ud over nyt og forskelligt landskab.
Jeg havde egentlig planlagt at deklarere en ”flad” 500 km trekant med vendepunkter Skinderholm, Tarp og Skørping, som jeg har forsøgt et par gange. Men kort før start besluttede jeg alligevel i stedet at deklarere FAI-trekanten Horne-Hvidkilde-Støvring. Jeg gjorde det udelukkende for at komme ud og se noget nyt. Jeg havde ingen forventninger om at gennemføre, men det skulle være en øvelse til den dag, det skulle lykkes - og i at flyve en lang FAI-opgave med de krav, der hører med.
Vejrudsigten lovede termik i hele Jylland og på Fyn. Jeg syntes selv det var lidt vildt, men sneg mig alligevel hen til Mogens og mumlede, at nu skulle han altså være startvidne på en 500 km trekant, selvom jeg nok ikke kom så langt. ”Det lyder fint, den kan du da sagtens gennemføre i dag” var Mogens’ svar.
Jeg kom i luften 11.40 og fik hurtigt fat i termikken, som allerede havde været god længe uden dog at gå specielt højt. En kort test af motoren for at dokumentere motorstøj på igc-filen og kort efter en passage af 1 km startlinjen lige hen over hangaren under 1000 meter, for at være sikker på at overholde kravet om max 1000 m forskel på start- og ankomsthøjde.
Når man starter ud på så stor en opgave kan det godt virke lidt overvældende, der er langt mellem vendepunkterne, og loggeren siger man ”bare” mangler 12 km højdevinding. Så jeg synes, det kan være en god idé at bryde den ned i procesmål eller succesmål, så man ikke bliver så skuffet, hvis det ikke lykkes. Første succes kan være at få talt sig igennem Billund, næste mål at vende første vendepunkt, tredje at komme over Lillebælt, osv. Så man tager det som en øvelse.
Første vendepunkt var kirken i Horne ”Byen på landet” ude i det flade Vestjylland midtvejs mellem Ølgod og Varde. Termikken gik til 1000 - 1100 meter, men der var godt stig, så man behøvede ikke bruge lang tid i boblerne. Omkring Kibæk skiftede jeg til Billund Approach, og jeg kunne høre på korrespondancen, at R39 var aktiv, så jeg måtte uden om den. Jeg kaldte BLL op og meddelte, at jeg var på vej mod Ølgod i op til 3500’ og havde forstået at jeg skulle uden om R39. ”Det er korrekt, R39 er aktiv og du får lige en transponderkode”. Jeg havde ikke lige planer om at skulle ind i TMA’et, som begynder i FL45, men fint nok.
25 min senere var jeg fremme ved Horne i 850 m, jeg sørgede for at flyve lige hen over vendepunktet og ”ud af trekanten”, for at være sikker på at komme ud i FAI fotosektoren. Man må gerne bruge øltønder som vendepunktssektorer, menså skal man gøre det konsekvent, og gør man det, bliver der trukket én km fra distancen for hvert vendepunkt. Da trekanten kun er 502 km, bliver den altså reduceret til 499 km, hvis man ikke vender i FAI-sektoren.
Jeg spurgte så Billund, om jeg måtte fortsætte gennem Bolhede og Vorbasse svæveflyvekasserne mod Lillebælt. ”AC jeg har dig på skærmen, så du må sådan set flyve, hvor du vil. Du må også gerne skifte frekvens til Gesten, bare jeg ved, hvor jeg kan få fat i dig”, var svaret, så det var jo egentlig nemt nok. Fra Brørup fulgte jeg motorvejen forbi Vejen og passerede lidt syd om Kolding og videre ud over Lillebælt.
På Fyn var det lidt svært at få fat. Så jeg måtte et godt stykke på tværs af kursen, for at komme op til en kystbrisefront-lignende skygade langs kysten midtvejs mellem Bogense og Middelfart, hvor skybasen efterhånden var steget til 1300 m.
På Fyn lå termikken pænt i skygader på tværs af min kurs, så det var om at tage den højde jeg kunne få og så glide 15 km under blå himmel til den næste gade, hvor jeg hver gang skulle lede lidt under gaden. Den sydligste gade lå vest-øst hen over Ringe, hvor jeg kunne få 1200 m.
Syd for Ringe var der helt blåt, så der var ikke andet at gøre end at glide på kurs de sidste 17 km mod vendepunktet Hvidkilde Slot 5 km nordvest for Svendborg. 35 km i smørluft ville koste 8-900 m, så det ville være meget marginalt.Der viste sig heldigvis hurtigt at være små tørtermikbobler med ganske svage totter undervejs, så jeg kunne holde 1000 m helt ned til vendepunktet, som jeg vendte i FAI-sektoren kl. 14.15.
Jeg havde ellers ventet, at det kunne være ramt af søbrise, men det gik fint.
Man synker lige en gang, når loggeren skifter bearing og meddeler, at der er 205 km til næste vendepunkt.
Jeg fortsatte tilbage i samme spor, hvor jeg kunne holde mellem 800 og 1000 m i nogle små bobler. Ved Egeskov slot gik det bedre, og 8 km sydvest for Odense lå Vøjstrups Twin II og markerede dagens foreløbig bedste boble til 1500 m. Én boble mere og jeg lå igen under skygaden mellem Middelfart og Bogense i 1500 m og 5 km fra kysten. Jeg fandt Termik-Liga vendepunktet 137-Barrit mellem Vejle og Juelsminde frem i LX’en,så jeg kunne se min omtrentlige ankomsthøjde på den anden side af vandet. Jeg har tidligere prøvet at krydse over til Nordfyn og tilbage mellem Juelsminde og Bogense, der er ca 20 km fra kyst til kyst, hvor man bare glider uden nogen form for stig, men flyveren falder altså ikke ud af himlen, fordi der er vand neden under J.
Det blev til 30 km uden stig, før jeg var fri af skyggen fra Vejle fjord og fik fat i en boble i 600m. Det var tydeligt, at den var god, men i den højde var den for smal til at centrere hele vejen rundt, så det tog ca. 20 omgange at komme op i 1300 m. Undervejs fra Fyn havde jeg meldt til Billund, at jeg fløj ind under TMA igen. Connie, der nu var på vagt i Approach, havde givet mig en ny transponderkode og hun kaldte nu op igen og bad mig i et ret bestemt tonefald bekræfte, at jeg ville afbryde stigningen i FL44, da der skulle trafik på tværs. Kort efter passerede en ATR-72 fra SAS højt over mig på finale til bane 27.
Herfra satte jeg kursen mod nord, og de næste 100 km op gennem Østjylland til Hobro gik nemt med kraftig termik til 1600 m. Efter en time nåede jeg Hobro, og her så det ud til, at termikken sluttede. Der lå godt nok nogle ret tunge skyformationer over Limfjorden, men ikke noget jeg kunne bruge, og der imellem var der skyfrit. Jeg måtte nu igennem de samme overvejelser som ved Hvidkilde, enten kunne jeg vende om og flyve tilbage til den gode termik, eller også kunne jeg glide de sidste 25 km til vendepunktet, hvorefter jeg nok måtte starte motor i 500 m. Det fristede at have vendt alle vendepunkter på samme tur, så jeg satte kursen mod Støvring.
Præcis et år tidligere, den 2. maj 2014, som Mogens Hoelgaard døbte ”den fantastiske fredag”, havde jeg på vej til Nordjylland fået dagens bedste boble til 2300 m over savværket inde i Rold skov og nu gentog historien sig.
Jeg ramte en tørtermikboblenæsten samme sted på sydkanten af skoven, og fik uventet 1600 m. Med nu kun 9 km til vendepunktet, som er broen ved motorvejsafkørsel 31 Støvring, noterede jeg mig meget omhyggeligt, hvor boblen var og skyndte mig op og vende, og 9 minutter senere var jeg tilbage, hvor jeg håbede, at boblen stadig var i gang.
Jeg mener, at det må have været en slags konvergenslinje, for selv om der kun var en ganske tynd gennemsigtig sky på toppen, var boblen blevet om muligt endnu bedre, og sendte mig op i fantastiske 2000 m. Så heldig har man altså lov at være, og det er utroligt som en højdevinding på næsten 1000 mså sent på dagen kan løfte humøret i kontoret.
Pludselig så det ud til, at der kunne være en chance for at gennemføre opgaven, jeg manglede dog stadig ca. 400 højdemeter, for teoretisk lige at kunne glide ind over vores klubhus. Der lå endnu nogle rækker cumulus ved Viborg, som måske var i live.
I denne højde var der imidlertid ingen anden termik, og de næste 37 km var et langt glid på kurs hjemad, hen over nogle meget lavere skytoppe fra noget fugtigere luft, der var kommet ind fra vest.
Først 10 km før Viborg nåede jeg ind under den første skygade, som gav de nødvendige 400 m for lige at gå i nul. Men i mellemtiden var jeg blevet meget lidt risikovillig, og for at kunne komme hjem i god og sikker højde, måtte jeg have en boble til.
Efter en del roden rundt over Viborg fandt jeg til sidst én, som langt om længe gav yderligere 400 meter. Efter aftale med Karup, kunne jeg læne mig tilbagepå et komfortabelt slutglid de sidste 40 km hjem, og efter aftale med faldskærmsfolket krydsede jeg banen i 1000’ for at komme rigtigt over 1 km ankomstlinjen.
At gennemføre en så lang og afvekslende opgave er en dejlig oplevelse, som man lever højt på længe, og jeg kan kun opfordre alle med lidt strækerfaring til at prøve. En transponder er nødvendig for at komme gennem Billund, og jeg medgiver gerne, at en turbo i ryggen er en dejlig ting, når man ligger over Sydfyn eller Himmerland sidst på eftermiddagen. Vi har faktisk tre klubfly med dette udstyr, så igen – kast dig ud i det, der er ikke noget at betænke sig på. Vil man flyve FAI-trekanter og gøre det rigtigt, er der en række regler, der skal overholdes: Jeg har nævnt start- og ankomstlinjen, højdekravet og vendepunktssektorerne, som skal være de samme hele vejen rundt. Desuden skal 28 % reglen være overholdt, og måske den vigtigste: Det er kun en FAI-trekant, hvis den er deklareret på jorden, ellers er det bare en trekant. – God tur 
