En klippe i havet

En klippe i havet

– TMG tur til Helgoland, også en mulighed som S certifikat giver.
 
Tekst: Ejvind Skovbjerg

En flyvetur til Helgoland EDXH har stået på listen i mange år, som en destination der bare skulle i logbogen. Helgoland ligger et godt stykke ude i Nordsøen og er ofte ramt af høje vinde, havgus og andet, som gør at turen ikke kan gennemføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. ZM teamet og ZS har da også tidligere været linet op en tidlig morgen, for så at måtte aflyse turen pga. dårligt vejr.

Helgoland ligger ikke mindre en 45 kilometer fra det tyske fastland og har tilhørt Tyskland siden 1890, hvor man byttede sig til øen med England, der i stedet overtog Zanzibar. Indtil starten af 1800-tallet havde øen været dansk, men briterne besatte øen under Napoleonskrigen og ville ikke rigtigt aflevere den igen, da krigen var slut. Englænderne har altid haft et godt øje til Helgoland, og i 2. verdenskrigs sidste dage, bombede englænderne øen sønder og sammen og besatte herefter øen. Man forsøgte endda at sprænge den helt i luften, så der er intet tilbage af øens oprindelige arkitektur eller civilisationstegn. Først i 1952 blev øen givet tilbage til Tyskland, hvorefter genopbygningen gik i gang.
 
I dag er Helgoland primært et udflugtsmål. Der er mange måder at komme til Helgoland, men selvfølgelig kun én rigtig måde. Man lander på den lille nabo ø, Dünen. Dünen og Helgoland var engang én ø, men en stormflod i 1700-tallet ødelagde den naturlige forbindelse. I dag er der regelmæssige småfærger, der fragter folk mellem øerne. Øen er toldfrit Foto: Wikipedia kontakt 7/2017 11 område, så der er et rigt handelsliv og mange shopping-muligheder, men øen er særligt kendt for sine wellness-muligheder og museer.
 
Selve flyvepladsen er på den flade nabo ø, Düne (EDXH), der har ikke mindre end 6 baner. De 2 korteste er 258 meter og de 2 længste er 480 meter, alle af beton. Der er færgeforbindelse til hovedøen, hvor der er en lille by.
 
Som en del af uge 29 aktiviteterne på Herning flyveplads havde Midtjysk Flyveklub, som er landets 2. største motorflyveklub, arrangeret en tur derned tirsdag d. 18. juli, og jeg meldte mig til.
 
Jeg har også PPL og flyver Cessna, men for denne tur er jeg faktisk glad for, at det blev Super Dimonaen som egner sig godt til turen. Der er en lang tur over vand, hvor man bliver tryg ved det høje glidetal og kombineret med gode egenskaber på korte baner, er det faktisk et ganske godt fly til denne tur. Hastighedsmæssigt følger den tæt Motorflyveklubbens fly med 90 knob endda som economy cruise.
 
Det viste sig, at vejret tegnede sig rigtig godt denne tirsdag. Et højtryk fra sydvest ville placere sig lige omkring Helgoland, så det kunne ikke være bedre. Set i lyset af det vejr, vi ellers har haft denne sommer, så var vi heldige. Der var planlagt afgang kl 7:00 lokal tid, men en del skyer først på ruten gjorde, at starten blev udsat til kl. 9:00. Kaffe og rundstykker i Midtjysk Motorflyveklubs lokaler blev fortæret, således at vi ikke gik ”kolde” på turen.
 
Flyveplan, som er krævet når man passerer FIR grænser, havde jeg indsendt aftenen før og Marianne i tårnet på EKHG fik lavet en ”delay”, således at en senere start var mulig. (Man kan starte +/- en halv time fra det planlagte afgangstidspunkt). Der var i alt 8 fly, som startede inden for få minutter fra bane 27. Pga. den korte bane på EDXH var fuel nøje tanket og passagerer fordelt i klubfly og private fly således at ingen var fuld lastet.
 
Der er travlhed på radioen ned gennem Jylland. Sådan en ”sværm” af fly som skal krydse Billund CTR samtidig med at trafikfly skal lande, viste sig dog ikke at være et problem. ”SQUAWK 5415 og kryds CTR i 1500’ eller derunder” og senere en lille kursændring vest om Grindsted, for ikke at være for tæt på radiofyret Golf Ecco, mens Ryanair var ved at lande. Fin service fra Billund Approach som også
bekræftede at diverse skydeområder var inaktive og måtte gennemflyves. 
 
Senere skiftede vi over til Skrydstrup, hvor vi bare skulle fortsætte på den SQUAWK-kode, som vi havde fået fra Billund. Vi nærmer os højtrykket og skydækket bliver højere, vi kan nu stige til 3500 fod og er snart over Tønder flyveplads, som er vores rapporteringspunkt. Vi bliver bedt om SQUAWKe 7000 og skifter til Bremen Information på 125.10. Her er der meget travlt på frekvensen, først efter flere opkald får vi et kort svar tilbage om SQUAWKe 7741. Vi fortsætter mod WYK og kommer ud over vandet. Når der flyves over vand, bliver der af en eller anden grund stille i cockpittet og motor instrumenterne følges nøje, enhver lille ændring i motorlyd eller lign. skærper vore opmærksomhed.
 
Rotax’en spinner dog som en kat og der blev sendt venlige tanker til Dimona-vedligeholdelsesholdet.
 
Tættere på Helgoland bliver det skyfrit og der bliver varmt i cockpittet, Dimonaens store hood virker som et drivhus, men giver en super udsigt sammenlignet med Cessna`er og andre motorfly. Vi kan stadig ikke se Helgoland og følger kursen på dels kursgyroen, VOR, den indbyggede GPS samt min IPad med Navigation software på. Uden alle disse hjælpemidler ville det være udfordrende at finde Helgoland. Bare få grader ude af kurs og man ville ramme forbi i dårlig vejr og først få land i sigte, når man når England.
 
 
Helgoland dukker endeligt op, og vi kontakter Bremen information, for at skifte til Helgoland. Kort meddelelse om at ”SQUAWKe” VFR er det eneste vi får.
 
Ved opkald til Helgoland er der intet svar... Tårnmanden har vist fået stress over de mange ankomster; men efter et stykke tid meldes ”runway drei drei” som det eneste... Senere info om lokal VFR trafik, som var en redningshelikopter, der passerede syd for øen. Bane 33 er heldigvis den længste bane. Vi melder, at vi er på ”right base” og senere ”finale runway 33”, som når vi anflyver andre pladser uden bemanding. Forventer intet svar, men andre er ikke i tvivl om vores hensigter. Landingen er ind over en strand, hvor en del personer
opholder sig. Der flyves lavt, men dog ikke så lavt, som på den video, der kan ses på Youtube. Her passerer en Piper utroligt tæt på en strandgæst, for derefter at klippe hegnet med understellet. Rygterne vil sige, at piloten ikke har certifikat længere, samt at strandgæsten skulle have skiftet badebukser.
 
Vi drejer finale til runway drei drei. Vi bruger kun halv bane, hvor der ligger døde måger efter kollisioner med fly, og taxier til parkering.
 
Kort Finale bane 33. Havvindmølleparken ”Nordsee Ost offshore wind farmes” ses i baggrunden.
 
Her er det ikke en fordel at have så lange vinger, og vi ender med at må skubbe flyet til parkering utroligt tæt på andre fly. Pga. de begrænsede parkeringsmuligheder modtages TMG kun efter forhåndsgodkendelse, hvilket giver mening, når man ser pladsen.
 
Flyvetiden blev 1:31 mod kalkuleret 1:30. I tårnet afregner vi landingsafgiften på 11 Euro og får bekræftet at vores flyveplan er lukket.
Vi er ialt 22 personer på denne tur, og vi sejler med færge til hovedøen og har mulighed for at handle toldfrit. En liter Aalborg snaps kan f.eks købes til 12 Euro. 
 
Vi bruger dagen på at se byen og ikke mindst en gåtur på ”Oberland”, som er en flisebelagt sti på ca. 3 km med fantastisk udsigt over øen, og med infoskilte om øens historie. Efter nogle timers sightseeing spiser vi frokost og snart er der afgang til flyvepladsøen, idet pladsen lukker 18:30 lokal tid. Flyveplanen skal laves mindst en time før afgang. De fleste sender den direkte fra SkyDemoen, som er det software de fleste motorflyvere bruger. Jeg bruger min Iphone og sender flyveplanen via Naviairs hjemmeside. 5 minutter efter ringer Briefing
i København bekræftende og ønsker god tur hjem.
 
Så er der afgang hjem igen fra Dünen...
 
 
Turen hjem foregår i fin sigt og skyhøjde. Vi stiger til FL45. Bremen Information er ikke så travlt på nuværende tidspunkt, og på klart engelsk får vi tildelt os en SQUAWK-kode, som vi bruger indtil passage af FIR til Danmark. Herefter kort opkald til Copenhagen Information,
som tildeler os en ny og hurtigt beder os skifte til Skrydstrup App. Vi forbliver i FL45. Her er der roligt, idet totter af cumulus passerer under os. Et flot syn, som varer indtil vi når Billund, som igen vil have os under 1500’ for at krydse CTR.
 
Lidt efter at have passeret Arnborg, får vi Billund til at lukke vores flyveplan og vi skifter kort efter til Herning-frekvens for landing efter 1:35time i luften. På Skinderholm står kunstflyverne og tripper, de kan nu bruge DIMO’en til flyslæb.
 
Noget for dig?
 
Ja selvfølgeligt, men vær obs på:
  • Internationalt radiocertifikat og erfaring med udlandsflyvning.
  • Min 100 Timer som pilot in command (PIC) for at anflyve EDXH.
  • God erfaring med Dimonaen. Vær højt oppe i det grønne på barometeret, og øv kortbane landing inden.
  • Vær ekstra omhyggeligt med at checke kølevæske og ikke mindst oliestand, hvilket ikke er nemt på Dimonaen. Man skal tørne propellen utroligt mange gange inden de berømte bøvser kommer så der kan vurderes oliestand. Denne morgen var den på minimum og der blev fyldt lidt på. Oliedunken kom med på turen.
  • Forberedelse, check vejr – forbered alternative flyvepladser, medbring kort og frekvenser.
  • Indhent forhåndsgodkendelse for TMG landing/parkering på Helgoland.
  • FLP – Fuld flyveplan skal sendes for både ud og hjemtur.
  • Medbring redningsveste ”just in case”. Vi lånte i motorflyveklubben.
  • Flyv gerne 2 piloter. Det er rart at være to til navigation og til tolkning af radiokorrespondance på engelsk med tysk accent på en travl frekvens. Her er der ikke tid til oscarsnosker og ”say again”
  • Medbring EURO i kontanter til landing gebyr og andet. Visa og andre kort er faktisk ikke så udbredt i Tyskland.
  • Støjcertifikat er et krav for flyvning i tysk luftrum.
  • Nye gældende flyvekort.