Svæveflyvning i coronanens tid.Overskriften er en let omskrivning af titlen på en af forfatteren Gabriel Marques´ mindre romaner Kærlighed i koleraens tid. Dette meget specielle forår har været vildt godt svæveflyvevejrmæssigt. Langt bedre end de fleste andre forår, jeg kan huske. Bevares, der har været fine og gode flyvedage hvert forår, men ikke i den mængde som i år.
Så også på den front har foråret været specielt. Allerede da Mette F lukkede Danmark ned, kom de første klare dage med høj himmel og små indbydende cumulus. Men ak, vi måtte ikke flyve. Vi måtte blot kigge misundeligt op og drømme. Endelig blev der lukket op for flyvning. I påsken kunne vi begynde at flyve. Begrænset selvfølgelig. Kun få på pladsen. Spritte af, vaske hænder, holde afstand, flyve alene osv. Men vi kunne komme i gang med sæsonen. Så småt. Men så var vejret ikke rigtig med. Men det kom.
Jeg ved godt, at mine bedrifter ud i strækflyvningens kunst ikke matcher flere andre klubklammeraters, endsige svæveflyvere fra klubber som Vejle, Vestjysk, SG 70 m.fl., men jeg skriver dette, fordi det er første gang jeg har fløjet til Fyn to gange på en uge. At jeg også har været nede at vende ved den dansk-tyske grænse to gange på en uge og i det hele taget har fløjet lange distancer i vejr, jeg sjældent har oplevet så konstant og godt.
Min karriere som svæveflyver er lang. Jeg begyndte allerede som stor dreng på 13-14 år at komme regelmæssigt på Arnborg og fik i 1968 lov til at komme med på et 14-dages begynderkursus og gik også solo på det kursus. Det var som tak for, at en kammerat og jeg havde lavet en del forefaldende arbejde på centret Jeg fik S-certifikat i 1970 og var det år ejer af en SZD – Lis, sammen med kammeraten. Jeg nåede at flyve min første 5-timer i den, før den blev skadet; vi havde ikke rigtig tid og råd til både at få den klar igen og flyve. Og så skulle vi begge læse til lærer, så en periode blev det uden flyvning. Men fra 1978 har jeg fløjet i Herning Svæveflyveklub. Det har så været min klub i tykt og tyndt og er det stadig. Eller medgang og modgang. Der har været mest medgang.
Jeg har fløjet mange timer nogle få år og få timer mange år. Grunden til mange år med få timer er børn og arbejde. Men de senere år har der igen været mere tid og jeg er igen begyndt at flyve mere og også mere strækflyvning. At det ikke kan ses på klubmesterskabslisten eller andre lister skyldes en del ting, men nok mest, at jeg bruger tiden på at flyve og ikke på at sætte mig alt for meget ind i alt det tekniske med LX, Ouidie mm. En oplagt fejl fra min side.
Det skal så være anderledes fra i år. Men ikke alt er som det skal være – endnu. Det er ikke lykkedes af gennemføre en opgave, hvor alt er klappet og hvor jeg har kunnet fremvise både tid, højde og afstand. Nej, det er ikke coronasnak. Det er hastighed og længde på opgaven. Er det instrumenternes skyld? Nej, ikke alt sammen.
Første flyvedag i sæson 2020 var 17.4. – kun få dage efter at Danmark var lukket op for begrænset svæveflyvning. Vi var flere der mødte op på pladsen denne fredag. Kun 4 fly var flyveklare; de resterende manglede at blive samlet eller at få en underskrift af en materielkontrollant. Anders havde booket ASG 29, Ole K Discus B - X9 og jeg tænkte. Flyves skulle der, så jeg satte mig op i forsædet på ASK 21 - VY og fik et par ture i den. En sjældenhed at sidde på elevplads i den. Men det gik nu udmærket bortset fra, at jeg sad i fuldkommen stilhed. Ingen radio- og ingen variolyd. Ned igen. Jørgen Ø konstaterede, at manglende samling af ledninger var årsagen. Op igen. Nu med radiokontakt begge veje. Men dog stadig uden variolyd. Så jeg følte mig hensat til forne tider i K8, Lis eller andre fly, fra før verden blev elektronisk. Knap tre timer i ASK 21 og jeg følte mig klar til at flyve ud i landskabet næste gode flyvedag.
Den kom en søndag i april. Nå, ja. God og god. Det er spørgsmålet, især når man bagefter opdagede, hvad god dansk forårsvejr kunne være. Men god nok til at tage Arcus T - VK ud på opdagelse. Nu var alle klubfly klar til luftning. Kristian lavede opgaven: 175 km trekant ned mod Vejlekanten derfra ud mod Søsterhøjsenderen ved Aarhus. Situationen med ingen fly til og fra Billund ville give os fri bane ind i Billunds TMA, tænkte vi. Som sagt så gjort. Afsted i svagt delvist overskyet vejr med lav base og nogen vind fra vest. Ved indgang til Billund TMA BLL ved Ejstupholm kunne tårnet ikke se VK. Med nogen tid til stille på transponderens knapper kunne tårnmanden endelig se VK. I mellemtiden var jeg fløjet over mod Brande og derfra skulle det så gå kvikt ned mod Vejle. Men hovsa, højden var ikke noget at prale med, så optankning nødvendig. Det tog sin tid og da jeg så tøffede mod Vejle fik jeg besked på ikke at passere den forlængede centerlinje mod øst. Det var ikke et problem, da jeg slet ikke fløj så hurtigt fremad, at jeg ville kunne nå frem til centerlinjen inden Billunds trafik for længst var væk. For at gøre en langsom flyvning ned mod Vejle kort kom jeg frem, fik vendt og drog mod nordøst.
Hastigheden på turen var på det tidspunkt ikke meget over cykelhastighed – ca. 40km/t. Nu skulle farten op. Men der var tid til at knipse et par billeder af Vejle havn, inden turen gik op over Hedensted, vest om Horsens, Skanderborg og til Aarhus.
Ikke meget at skrive om på den strækning. Hjemad skulle jeg bare lige følge et par skygader, så var den hjemme. Men nej, modvind og ikke så meget termik sænkede igen hastigheden. Og sikkert også styrmandens manglende træning. En kort historie lang. Ved Christianshede så jeg på klokken og tænkte på aftensmad, højde i meter over havet og afstand hjem. Jeg trykkede på motorknappen. Ingen point til klubmesterskab, OLC eller LD.
Tirsdag d. 5.5. skulle det være. Lidt venlig snak om, hvem der skulle flyve i hvilket fly. Jeg havde booket VN, Jørgen T. 29 og Bjarne VK. Bjarne foreslog en sjov rute. Det er ikke første gang, Bjarne har foreslået noget anderledes end hurtige ridt op og ned gennem Jylland. For et par år siden fløj vi en tur sammen. Målet var at flyve til Sjælland; vende Slaglille og retur til Skinderholm. Forholdsvis hurtigt fandt vi vejret problematisk den vej, så vi vendte snuden nordpå og fulgte det gode vejr op til Skive og videre nordpå op over Salling. Over den lille ø Fur nord for Salling steg vi i en svag boble, så vi kunne skrå over til Himmerland. Vand, heller ikke Limfjordens vand er nådig overfor svævefly. Den korte version var, at vi måtte have motoren i gang ved Års. Med lidt ekstra højde kunne vi ved egen hjælp flyve hjem til Skinderholm. En ganske fin og anderledes stræktur. Også denne tirsdag foreslog Bjarne en sjov rute. Skinderholm, Vøjstrup på Midtfyn, Frøslev grænse og hjem.
Christin, Kenneth, Bjarne og jeg ville flyve den opgave, mens Ole K, der først havde booket VD uden transponder havde planlagt 300 km trekant + flere gange 100 ditto. Jørgen T afsagde sit sæde i 29, så den overtog Ole. Han ville stadig flyve sine trekanter. Afsted det gik for os andre. Starten var fin; jeg fik en boble straks over spillet og op det gik, men det blev lidt vådt på bagen. Det var min vandflaske, der var lækket. Skulle jeg lande eller fortsætte? Fortsætte. Hvis jeg blev for kold, måtte jeg blot sætte farten op.
Motorprøvning og derefter afsted mod sydøst. Ingen problemer med termik eller Billund. Alt klapper ned gennem Jylland. Endnu engang tager jeg mig tid til at tage et par billeder af Vejle, dog fra østsiden og så ned mod Lillebælt.
Over til Fyn, stadig ingen problemer. Lige efter ankomst til øen er der et længere stræk uden skyer, men gode skyer lokker længere fremme og inden da dukker små lækre cu op. Alle giver mod til at fortsætte. Jeg kan høre, at Christin, Kenneth og Bjarne er bagved, hvilket nok får mig til trykke lidt hårdere på. Vøjstrup vendt uden problemer og snuden vendt mod Fynshavet. Sidste sky med rimelig termik til 1500 m ved Helnæs. De andre hjælper hinanden oppe ved vendepunktet. Måske havde jeg en tanke kortvarigt om at vente og følges med dem, men i hvert fald rettede jeg op og begav mig ud over vandet.
Ikke en sky så langt øjet rakte. Jo, langt inden over Sønderjylland, men selv Duoen kunne ikke nå dem. Støt nedad. Alt for støt nedad. Jeg nåede land og lidt til venstre lå en tjavs, men det ville være halsløs gerning at tage den vej. Vinden ville blot, hvis der var en smule termik bringe mig længere ud over Fynshavet. Det så smukt, men også koldt ud. Nej, prøv lige frem på kursen. Men kun nogle usle små pust, der ikke kunne bære at dreje i. Et underligt syn var Sønderborg Lufthavn, hvor flyene stod linet op. Ramt af corona. Der var ikke tid til at fortabe sig i virkningerne af corona. Koncentration. Nu skal der findes termik. Bare en lille boble. En meget lille en, bare en halv meter. Men ak, højdemåleren drejede blot langsomt nedad. I radioen hørte jeg Kenneth og Bjarne tale om svage bobler; de hjalp hinanden ind over Als og videre ned mod Flensborg. Havde jeg dog bare ventet og fulgtes med dem. Men det var for sent.
De gode skyer nærmere sig, men nu var højden til en beslutning. Mark eller motor. Det var ikke en svær beslutning. Motoren ud. Ingen problemer med forkert betjening. Den gik i gang og spandt som en… ja ikke en symaskine. Man kan dårligt tænke i den larm. Dejlig larm ved fulde 6300 omdrejninger. Men pokkers alligevel. Og dog, jeg kan se på højdeudskrivningen at den var 410 m. Så det var tid, høje tid med beslutningen. Hvad gør du nu. Lille du. Opgiver ævred’. Nej, nu var jeg ’udelandet’, men dog i luften, så VN og jeg besluttede at flyve turen igennem. Ned mod grænsen i adstadigt tempo. Her mødte et syn. Kilometerlange køer af lastvogne på vej med varer mod Tyskland. De holdt stille. Hvorfor vides ikke. Jeg kunne høre Bjarne og Kenneth også havde fået øje på dette fænomen. Efter Frøslev grænse. Snuden hjemad. Uden problemer, helt uden problemer. Omkring 5 timer efter start landede VN efter 354 km – dog betød motorstarten, at turen kun blev 174 km. God var den og appetitten på mere var vagt.
Mandag d. 11.5. havde jeg Arcus T; VK. Flere andre var dukket op på pladsen. Vejret var mere end lovende. I hvert fald ifølge Matthew Scutters Skysight. En byge vaskede dog både 29 og VK inden vi kom på startstedet. Det var også den sidste byge den dag. Men nok til, at vi måtte bruge tid på vask og lidt tørring inden start. Turen skulle være længere end sidste uge. Denne gang med en afstikker mod Arden, dernæst Vøjstrup igen – grænsen mod Tyskland og hjem; ca. 480 km. Turen blev lagt ind i LX’en med hjælp fra Thomas. Egentlig alt vel. Starten ok. Ikke umiddelbar termik efter starten, så motor og lidt ud mod sydvest til en dejlig sky, der hurtigt bragte VK op over 1400m. Så var det bare med at komme mod nordøst. Ingen problemer med at flyve gennem Karup CTR og TMA. Kort efter start opdagede jeg, at jeg faktisk ikke var startet ud på opgaven. Hjem igen og så af sted.
Planmæssigt op øst for Viborg. Ups, LXén starter op igen. Hvorfor? Har jeg pillet ved en knap på pinden. Det synes jeg faktisk ikke. Men nu vil den ikke finde opgaven igen. Lang tids pillen ved LX´ en, som jeg finder ud af, at jeg kender alt for lidt til. Det ender med, at jeg må nøjes med kortet og med Skinderholm som punkt resten af turen. Igen lige tænke. Hvad nu? Flyve hjem og lade det være nok med det? Nej, turen skal gennemføres. Kig ud og ned. Hvor er jeg? Ups, jeg er under arbejdet med LX´en fløjet med vinden mod sydøst og syd i stedet for nordøst, så jeg er endt helt nede syd for Frisenborgskovene. VK vendes mod nord og deropad det går. Som flere har skrevet, er der ikke meget at sige, når det bare går problemfrit fremad. Ingen lave punkter, ingen gode skyer der viser sig som forsagere, nej alt kørte bare op mod Arden og sydpå igen.
Der blev lige tid til et enkelt billede knipset ved Randers, nedad mod Skanderborg og ind i BLL ved Hovedgård. Ingen problemer. VK og jeg kunne frit flyve ned forbi Horsens og ud over Lillebælt. Vøjstrup var ingen sag. Kun nogle sporadiske byger hæmmede udsigten en smule. Klog af skade vendte jeg næsen vestpå fra Vøjstrup og med en god boble i ryggen krydsede jeg bæltet fra Assens og Årø og ned mod Haderslev. 
Her tænkte jeg første gang på, om dagen blev lige lang nok og om der var nok vejr helt til jeg kom hjem. Men nu var jeg kommet langt, så i medvind ned til grænsen. Ingen lastbilkonvoj. Bare rundt om vendepunktet og hjem. Lige hurtig nok rundt. Jeg kom ind i vendepunktszonen, men kun i strafpointzonen. Jeg havde nok lige kigget på klokken inden vendingen. Der var langt hjem. Klokken er 1610 ved vendepunktet og der er langt hjemad i modvinden. VK skulle nok få lidt pisk opad gennem Jylland. Undervejs opad hørte jeg piloter der også var på nedad mod grænsen eller punkter tæt på. De første 50 km eller så gik med et noget adstadigt tempo.
Endnu et kig på klokken afgjorde, at det var tid til at advisere fruen om lidt sen hjemkomst. En sms ved Skrydstrup kl.1650. ´jeg kommer nok lidt sent hjem´. Så var det gjort; kort tid efter sagde jeg farvel til de flinke tårnfolk i Skrydstrup og meldte ind i BLL. Her var de lige så flinke. Vejret viste sig også fra sin flinke side og turen hjem blev noget kortere end det så til ud ved Skrydstrup. Det blev dog til ca 6½ time solo i Arcus og omkring 500 km, selvom LX´eren ikke lystrede mig. Point blev det ikke rigtig til, men en flyvetur over det danske forårslandskab er ikke at foragte. Lidt tælleri på pengene afgjorde, at jeg ikke stod forrest de næste gode dage. Her fløj både Knud M Andersen, Anders Nielsen og Ole Korsholm lange og hurtige flyvninger.
Det var så det coronaforår for mig. Ja, det endte faktisk med at blive min sæson. Hurtigt helt op i sky og allerede inden sæsonen var rigtig i gang fladede den ud for mig. Bevares, jeg fløj da et par ture, bl.a. med Rasmus Møjbæk, men vejrmagien var ikke mere til stede.
Her ved slutningen af sæsonen kan jeg konstatere, at de få gode forårsflyvninger ikke var nok til at løfte sæsonen. Coronasæson 1 er og bliver en ´halv´sæson. At den også betyder, at mange andre også har undladt at flyve gør, at klubbens samlede timetal er langt under det forventede.
Men til næst år!
Tekst og billeder af Kurt Thybo