Skrevet og foto af: Bjarne Sørensen
602 km ud/hjem rekordflyvning - d. 23. maj 2018
Jeg har abonneret på Topmeteo i en del år nu, og hvert år har jeg undret mig over, at jeg bliver ved med at tilkøbe muligheden for udsigten 5 + 6 dage ud i fremtiden – de passer alligevel aldrig. Så da jeg en lille uge før spottede rigtig godt flyvevejr onsdag d. 23/5 var det en begrænset optimisme. Den generelle og i øvrigt ret stabile vejrsituation i perioden, fik mig dog til at kigge nærmere på vejret og de andre vejrudsigter inkl. Skysight, som faktisk var forbløffende enige med Topmeteo.
Jeg valgte at booke VK, og fulgte godt med i udviklingen i dagene fremover. Det så ud til at blive en dag med høj base og generel rigtig god termik over det meste af landet, lige fra det høje nord, ned til grænsen og længere syd på og endda også mod øst. Sådanne dage har vi ikke voldsomt mange af i Danmark, så det gælder om at bruge dem til at lave nogle specielle flyvninger, fremfor at ligge i Midtjylland og blot se det efterhånden meget velkendte landskab. Jeg har mange flyvninger på min ønskeseddel, og de første udsigter tydede på, at man kunne flyve langt ned i Europa, så drømmen om at flyve til Leszno, Polen eller Vrchlabi, Tjekkiet begyndte at spøge... Men der var dog to problemer i dette – det ene var, at der ville være østenvind, så når jeg kom til Tyskland, ville jeg have modvind – ikke meget, men alligevel ikke optimalt. Det andet problem er at finde nogen som gider bruge to dage på at følge og hente mig hjem, så den idé blev skrinlagt.
En anden drøm er at vende Sjælland, hvilket også burde være muligt, da basen over Fyn også så ud til at skulle blive høj, og med østenvinden ville boblerne stå allerede lidt vest for Sjælland... Muligheden for at passere Sjælland og vende et punkt i Sverige var også interessant, men så ville det nok blive med overnatning på Sjælland, og tiden var lidt knap til planlægning af dette. Jeg havde nok øjnene rettet mere mod Tyskland, og en ambition om at slå en dansk rekord. Jeg har tidligere været på rekordjagt i to-sædet sammen med Thomas Grove, men efter netop at have overstået 10 dages DM, mente han ikke han kunne tage fri fra arbejde om onsdagen. Hans-Chr. Kolb (HC) skrev til mig dagen før og spurgte om der ville blive fløjet fra Skinderholm, hvortil jeg svarede, at det gjorde der og at der jo var et bagsæde i en Arcus ledigt, hvis lysten var der. Vi snakkede lidt om rekorder og til sidst ledte jeg ham ind i fristelsen og planen var dermed lagt for et rekordforsøg ned i Tyskland.
Aftenen før var jeg på arbejde. Heldigvis var det en stille aften i tårnet, for jeg brugte en del tid på at studere vejret og forsøge at lægge en opgave som kunne passe hertil. Det så ud til at det ville blive tørt i Sønderjylland og Tyskland, men mit bud var at der helt ude ved vestkysten ville komme skyer, og at det også ville være her den bedste termik ville opstå. Derfor blev vendepunktet lagt så ruten passede med at vi kunne flyve ned langs den yderste vestkyst. 600 km er et dejligt rundt tal, og for ikke at komme i problemer med fratræk for vending i beercan m.v. lagde jeg et par km til, så ruten blev til 602 km, hvilket passede med en by ved navn Bremervörde, ca 60 km vest for Hamborg. Nu var planen på plads, nu skulle den ”bare” udføres.
Efter arbejde kørte jeg direkte til Skinderholm for at overnatte der, således jeg kunne stå tidligt op og være i god tid – noget jeg altid ender med ikke at være. Jeg stod op allerede kl. 07:30 og efter lidt morgensoignering, fik jeg kørt spillet ud, så jeg havde taget min del af arbejdet med opstilling på en hverdag.
Men det skulle alligevel vise sig, at jeg endnu engang endte på bagkant, for efter vores hangarbrand var det overordentlig besværligt at finde tingene og jeg stod længe med en vandslange og forsøgte febrilsk at finde en vandhane at koble den til – indtil jeg fandt ud af at den også var blevet fjernet.
Men Helmuth kom mig til hjælp og jeg fik hældt 90 kg vand på Arcus´en. Jeg skulle også have lagt et nyt vendepunkt ind i LX9000´eren og det gav mig også en del hovedpine, og denne gang var det HC som kom mig til undsætning og fandt ud af løsningen... Summa summarum; Jeg fik ikke mine 20 minutter med mental forberedelse til turen i ro og mag, men kom dog i luften kl. 11:32.
Det blev kun til 250 meter i spilstarten, så motoren kom ud med det samme, og først efter 5 minutter fandt vi en boble som var kraftig nok til at løfte os. Vi tærsklede ud i 1170 meter kl. 11:58, og det første stykke syd på var relativ eventløs, med fine bobler og glidetal på over 160. Arbejdsfordelingen i cockpittet var, at vi delte flyvningen ca. 50/50 – ellers ville det blive en lang tur i bagsædet, og et af de gode ting ved to-sædet flyvning er at man også kan slappe lidt af og nyde turen og udsigten.
Jeg var dog fartøjschef og traf beslutningerne om rute, hvornår vi skippede bobler m.v., men på intet tidspunkt var der uenighed, og der var en rigtig godt samarbejde i cockpittet, hvor alle beslutninger blev diskuteret og udført i enighed, hvilket uden tvivl har betydning fo, hvorvidt en opgave gennemføres med succes, hvis ikke bagsædet blot er fyldt op med en ”sandsæk”. HC fløj den første del af turen sydpå, mens jeg fik styr på gennemflyvning af Billund TMA, som med transponder og 1700 meter ikke var noget problem, og ikke mindst holdt øje med skyer og taktik for ruten derned. Pludselig ser jeg en sø, jeg synes jeg kender og vupti, får jeg øje på min fødeby Grindsted – sjovt at man kan være så fokuseret på opgaven at man faktisk ikke følger helt med hvor man flyver og, men blot forholder sig til skyer og luftrum.
I Billunds TMA får vi en boble som giver 2,9 m/sek fra bund til top – den løfter os til næsten 2200 meter og det giver naturligvis humøret og troen et løft, men jeg var nu stadig fokuseret på om skyerne fortsatte mod syd. Selvfølgelig kan man flyve i tørtermik også, men med tydelige konvergenslinier i øst/vest retning ville vi flyve på tværs af disse, og generelt set flyver man ikke ligefrem hurtigere på tværs, og det bliver ikke lettere af, at man ikke kan se linierne og at der i øvrigt er langt i mellem, som der vil være når basen er så høj.
Skyerne gik fra store veldefinerede CU´er til få små tjavser, da vi tjekkede ind hos Skrydstrup Approach, men hver gang vi kurvede, kunne vi se at der var dannet fine CU´er længere nordpå, hvor vi havde kurvet tidligere, og dette mønster forsatte et stykke ned sydpå, hvor vi følte vi trak en bånd af flotte CU´er efter os til klubkammeraterne, som havde taget udfordringen at vende Niebüll. Jeg håbede naturligvis manglen på skyerne var grundet den lidt tidlige start, men på et tidspunkt forblev det relativt blåt både nord og syd for os, og de tjavser vi fløj efter var meget kortlivet og stort set væk, når først vi kom derhen. I og med basen er så høj, er der også langt imellem boblerne og som regel er det svært at finde dem, hvis man kommer for lavt, så taktikken var ikke at komme under 1300 meter.
Til trods for at der ikke var så mange skyer at gå efter og termikken til tider var lidt ”firkantet”, lykkedes det os, på nær en enkelt gang, at holde os over, og flere gange komme i 2000+ meter, så set i det lys var vi aldrig i problemer på vej derned. Det var dog hårdt at skulle koncentrere sig så meget om at finde den næste boble og hele tiden sørge for at lægge en rute som ville holde os ude af problemer, og der er heller ingen tvivl om at havde vi haft skyer havde gennemsnitshastigheden også være en anden.
Jeg blev bekymret for om dagen ville blive for kort, da hastigheden begyndte at nærme sig de 80 km/t.
Selvom koncentrationen var i top, var det umuligt ikke at nyde det helt fantastiske landskab under os med synet af vadehavet og de nordfrisiske øer. Der var lavvande så forgreningerne og sejlrender trådte meget tydeligt frem, ligesom formationerne af sandbankerne var tydelige. En ting er at flyve en lang tur og se nyt landskab, men at få muligheden for at flyve turen med netop dette landskab var virkelig en oplevelse og gør flyveturen det mere specielt. Dermed en opfordring til alle om at tage turen til vestkysten når vejret tillader det!
Vores rute lå som nævnt meget vestlig, hvilket også gjorde, at vi skulle krydse Elben på et lidt bredere stykke, så det passe os fint, at vi fandt en boble et par km før, hvor vi kunne komme i top i ca. 1850 meter, inden vi skulle krydse. På den anden side havde vi øje på et plantageområde nogle km syd for bredden, hvor vi kunne se små puf af CU´er der blev dannet, men dog hurtigt forsvandt som dug for solen, men dette indikerede, at der måtte være løft at finde.
Vi gled de 7 km over vand og gled små 6 km mere inden vi som forventet fandt en boble over plantagen, der med sine 1,5 m/sek fik os i top igen i 1900 meter. Herfra var der 35 km til vendepunktet, og nu var vejret helt blåt med et lag af cirrusskyer og vejen til vendepunktet og ikke mindst de 300 km hjem virkede nu længere! Men vi fandt et par 1 m/sek og pludselig løb vi ind i 1,7 m/sek og så var det herfra blot at glide hen til vendepunktet og få vendt, hvilket vi gjorde ca. 15:40.
Så manglede der jo kun lige 301 km, inden vi kunne sætte hjulene på Skinderholm. De første 150 af dem skulle vise sig at blive lidt en kamp på overlevelse. Lige til at starte med går det fint, for små 10 km nord for vendepunktet får vi 2 m/sek som vi naturligvis tager helt i top. Herefter går turen nordpå, hvor vi to gange må glide 40+ km uden at finde det mindste stig.
Et par gange er vi nede i ca. 800 meter og vi må tage til takke med et par 0,5 m/sek bobler for ikke sætte det hele over styr. Ved Husum ligger vi 800 meter og har svært ved at finde noget der virker. Der er skyer omkring os, men alt er brugt, slidt og i opløsning. Jeg finder en 0,5 m/sek som jeg bider mig fast i, og får lukket vandet ud – altså flyets vand!
Jeg kan se der ligger gode skyer ca. 30-40 km mod nord, så jeg kæmper med alt hvad jeg har lært, og er virkelig bange for at miste den ene boble vi har og ødelægge det hele. Men med 0,5 m/sek kommer vi jo heller aldrig hjem, og jeg har en idé om at der ligger langt bedre bobler længere mod nord, så efter at have bøvlet nok med den svage termik gider jeg ikke mere, og sætter kursen mod nord – der MÅ være noget bedre!
Små 13 km længere fremme bliver det også honoreret med 1,6 m/sek, og nu er vi blevet modige, så vi går i 1400 meter og længere frem for at finde noget endnu bedre, og 11 km længere nordpå får vi en dejlig 2 m/sek, som vi nyder hele turen op til 1800 meter – lægerne har ret, når de påstår at iltmangel får hjernen til at synes det hele går rigtig godt, for det var i hvert fald den følelse vi havde nu i de tynde luftlag!
Herfra og hjem gik det forrygende. Vi havde kontakt med skyerne, flere 2 m/sek bobler og fik efterretninger om sky-situation hjemover, og jeg havde regnet ud, at med MC-nul skulle vi ikke meget nord for Billunds sydlige TMA grænse, før vi kunne glide hjem, såfremt vi kom i top dernede.
Selvom det så lyst ud, så skal man jo ikke sælge skindet før bjørnen er skudt, og jeg må indrømme, at jeg kunne føle presset – ”Don´t screw up!!”.
Om det var koncentrationen, som gjorde at det gik let det sidste stykke, eller om det bare var fordi alle klubkammeraterne ikke havde opbrugt al den fantastiske termik der havde været i Jylland i løbet af dagen, eller måske en kombination, ved jeg ikke, men på intet tidspunkt var vi under pres. 25 km syd for Ribe påbegyndte jeg i 2000 meter et 50 km glid med et glidetal på 100, bla. kom vi forbi nogle søbriseskyer, hvor den hang en ”mur” af skyer under, som vi fløj op på siden af og lige dér fik Arcus’en gas og med stor glæde i cockpittet lå vi og fløj ind, ud og rundt om disse skyer, alt imens vi stadig steg på forsiden – det var den fedeste følelse at vide vi ville gennemføre dagens opgave, og nu kunne ligge og lege her!
Jeg meldte ind i Billund TMA, og genkendte stemmen af min gode ven Claus bag mikrofonen – dejligt, tænkte jeg, så bliver der på ingen måder problemer på den front. Omkring Vorbasse tog vi den sidste boble til knap 2100 meter, og så var det blot at følge GPS´ens sikre vejledning på et 70 km slutglid mod Skinderholm, endda med masser af sikkerhedshøjde. HC fik æren af at flyve slutglidet, og ca. 30 km ude lå vi i 1600 meter, og blev enige om at nu kunne vi godt give den gas resten af vejen... Meeen... Knapt var vi kommet op på 200 km/t før vi, eller nok rettere mest jeg, alligevel blev kylling og bad om, at vi kørte den sikkert hjem. Der gik nu ikke længe før den urationelle beslutning blev omstødt og med en fantastisk flyvende Arcus fløj vi over ankomstlinien kl 19:02 og gik direkte på medvind og satte hjulene efter i alt 7:32 timers flyvning, godt trætte med også ufattelig glade efter en fantastisk tur!
Da vi åbende hooden, lød der klapsalver fra klubkammeraterne som sad udenfor udestuen! Kennet Nielsen kom ud for at hente os og flyet, og havde snuppet to kolde øl med – det er klart en af de bedste øl jeg nogensinde har drukket!
Vi kom over til en dejlig euforisk stemning, over en fantastisk flyvedag. Udover vores flyvning havde flere af medlemmerne fløjet 500 km, både FAI og lidt mere flade trekanter – for nogle var det deres første... Dén stemning er den mest perfekte måde at afslutte en flyvedag på, og gør, at man virkelig værdsætter sin sport og de oplevelser den giver!
Tak svæveflyvning!!
/Bjarne Sørensen
