Nyt omkring klubkonkurrencen 2022

Jeg troede ikke, der var mange ændringer til klubbens konkurrence i år. Jeg var lige blevet oplyst omkring en ny disciplin i varighed for piloter med under 150 timers total flyvetid, kaldet ”Discus-150”; men ellers...

Nu er der imidlertid kommet en ændring, der påvirker de fleste. Tyskerne har ændret DMSt-handicap-indexet en hel del..! Så det påvirker selvfølgelig også vores klubkonkurrence; men egentlig kun derhen, at man med en del fly, især Arcus’en, skal flyve lidt hurtigere, for at få de samme points som i de seneste sæsoner. Se reglerne...

Mange river sig i håret over det nye index; men der bliver argumenteret godt for det. Man har moderniseret, har tænkt nyt og bygger alt man kan på faktiske målinger. Jeg tror, de nye index er temmelig rigtige, og i tråd med, hvad jeg har hørt folk tale om på visse typer.

Man vil dog finjustere listen efter et år eller to, især fordi nogle fly er løftet kunstigt uden at have faktiske hastighedspolarer som ’bevis’. Derefter vil jeg så vidt muligt justere vores ”Hall of Fame” lister, så man med den opdaterede viden bedre kan sammenligne årenes præstationer.

Så, handicap-værdierne i årets klubkonkurrence er som altid den nyeste liste, altså DAeC’s fra 2022.

Det nyeste i klubkonkurrencen er, at der er kommet endnu en disciplin for mindre øvede piloter. Vi har i forvejen konkurrencerne om FIRKANTEN og BEDSTE VARIGHED/HØJDEVINDING for disse piloter. Nu kommer også DISCUS-150..! Det er en ny disciplin for piloter med under 150 timer ved sæsonstart. Konkurrencen hedder altså DISCUS-150, og er en varighedskonkurrence, der gælder for piloter med mindre end 150 timer ved sæsonstart. Det betyder, at B-elever også kan deltage.

  • Formålet med denne konkurrence er at give uerfarne piloter en grund til at flyve timer – også på dage, hvor der skal kæmpes lidt for det.
  • Man kan kun benytte vores klub-Discus’er X9, PM og VD til konkurrencen.
  • Det gælder om i årets løb at flyve så mange timer som muligt, og for hver flyvning får man point.
  • Points = Flyvetid i decimaltimer. Det vil sige, at én time giver 100 point.
  • For mere udfordrende vejrbetingelser gives der bonuspoint:
  • Base under 1000 meter: Point x 1.25
  • Base under 600 meter: Point x 1.50
  • For flyvninger på over 5 timer: Point x 1.75

For alle. HUSK, at læse konkurrencereglerne igennem, så du ved hvorledes, de forskellige discipliner skal flyves og bliver pointberegnet.

Jeg varetager igen i år administrationen af klubkonkurrencen, og skal have alle igc-filer tilsendt direkte (til email: olekorsholm(at)fiberpost.dk).

  • Kun opgaver, som jeg har en igc-fil fra, godkendes.
  • Opgaven/-rne, bortset fra Discus-150, varighed og varighed/højdevinding, skal deklareres før start (T/O), ellers anses de for ikke-deklarerede..!
  • Husk at aflevere igc-filerne senest 7 dage efter en flyvning (ligesom i LD-Ligaen).

Vær opmærksom på, at vendepunktskataloget blev ændret i 2021..! Kataloget skulle være opdateret i alle fly. Den nye database giver lidt ændrede vendepunkter og distancer i forhold til ’gamle dage’. Bemærk de nye vendepunkter er fire-cifrede!

  • Eksempelvis er den tidligere ”042 Skinderholm Hangar” nu blevet til ”0042 Skinderholm Flyveplads”.
  • Punktet ligger så ikke længere på hangaren; men på græsbanens midte!
  • Der er generelt kommet meget færre hangarer og i stedet flere flyvepladser!;)

For pokalerne har ændringen kun reel betydning for ”Firkant-pokalen”! Tjek op på vendepunkterne!

Kilometer-Cuppen er ligesom de foregående to år. Da der ikke findes A-, B- og C-grupper i LD-Ligaen, har bestyrelsen besluttet, at ALLE piloter kan deltage. Pilotens 10 længste strækopgaver sammenlægges (inkl. dem med udelandinger!;). Husk at indsende igc-filerne..!

Til Varighed & Højdevinding er pointberegningsformlen nu skrevet direkte ind i konkurrencereglerne, da denne disciplin ikke findes i ”LD”.

Mvh. OleK.