Årets pokaldyst

Det har virkelig været et mærkeligt år i år! Denne Corona-virus har på alle måder gjort 2020 til en underlig sæson.
 
På den ene side ødelagde pandemien nogle gode flyvedage først på sæsonen; mens den på den anden side også skabte nogle flyvedage på hverdage, hvor vi normalvis nok ikke ville have trukket ud her i klubben...

Desværre var perioden med det rigtig gode flyvevejr faktisk ret kort. Vi fik startet op midt i april med lidt kortere opgaver. Senere i april også længere zig-zag-opgaver, og opgaver hvor Fyn og Sønderjylland blev udforsket. Så kom de lange og de fleste hurtige trekantsopgaver på en 3-4 dage i maj. Derefter, set med klubkonkurrence-briller, meget skuffende juni og juli. Endelig leverede august måned blot vejr til én søndag og én mandag, hvor der kunne flyves hurtigt på kortere opgaver...
 
Og, så var den sæson gået, når vi snakker pokaldyst!
 
Nyt til sæsonen i år var, at vi skiftede pointberegningsformel til Klubmesterskabspokalen. Vi havde i mange år benyttet formlen fra Termik-Ligaen. Termik-Ligaen havde imidlertid været død et par sæsoner, så inden sæson 2020 genindførtes pointformlen kendt fra vores trekantspokaler, da man ikke længere ville være afhængig af andre konkurrencers eksistens.
 
Vores egen pointformel fokuserer heller ikke i så udpræget grad på distance; men vægter gode præstationer på korte og lange distancer mere lige. 
 
Fri udtærsklingshøjde, og bonus for FAI-trekanter og deklarerede flyvninger fastholdes, da man så lettere kan deltage med de samme flyvninger i både Klubmesterskabet og den genopståede landsdækkende Liga (LD).

Årets præstationer

Generelt var der for få, der indsendte log-filer fra deres flyvninger... Lidt en skam, for jo flere vi er, des sjovere er det for alle..!
 
Heldigvis kan det fastslås, at de bedste præstationer er kommet med på listerne, og at præstationerne generelt ligger over gennemsnittet for en sæson med pokalræs. Det kan bl.a. aflæses ved, at vi i år fik hele tre flyvninger ind i ”Top 25 - bedste trekantsflyvninger”, som kan ses på hjemmesiden under fanen ”Konkurrence” > ”Pokaler gennem tiderne”.
 
Sidste års vindere af 100 km, 200 km og Bedste trekants-pokalerne ville i år være kommet på hhv. en 8., en 4. og en 4. plads... Klubmesterskabet kan ikke sammenlignes direkte med sidste år p.gr.a. den nye pointberegningsformel; men top-niveauet et nogenlunde det samme som i 2019. 
 
Så der blev fløjet hurtigt i år; men det var også tæt løb..!
 
100 km trekanten blev vundet med lidt større margin til sidst; men en overgang lå nummer 1 og 2 indenfor 13 sekunder – det er jo mindre end én fuldkurve (for meget), eller under 400 meters forspring..!
 
200 km trekanten blev også afgjort ret tæt, ca. 1 min. 20 sek., der svarer til ’hele’ 2 km..!;)
 
Klubmesterskabet blev ligeledes vældig tæt. En forskel på bare 25 points. Det er 0,6% eller noget der ligner 2½ minut efter 1300 km’s flyvning..!

Næste sæson

Forhåbentlig får vi næste år en lige så god og spændende konkurrence, hvor endnu flere har mod på at deltage og lægge billet ind på en eller flere af vores pokaler.
 
Brug vinteren på at tjekke op på detaljerne omkring vores klubkonkurrence, og deltag!
Pokalreglerne findes på hjemmesiden: ”Konkurrence” > ”Pokalregler
 
Især må vi opfordre vores nye piloter til at komme i gang. Pokalerne for ”Varighed & højdevinding” og ”Firkant” er reserveret til og helt oplagte at sigte efter for den nyere pilot, der vil med, hvor svæveflyvningen bliver rigtig sjov og spændende..!
 
Næsten samme sted på hjemmesiden kan man finde en lidt mere udførlig resultatliste (end nedenstående) over årets konkurrence: ”Konkurrence” > ”Klubmesterskabsstatus”.
 
Tekst: Ole K. Fotos: Thomas G.

Pokaler og diplomer i klubkonkurrencen 2020

Klubmesterskab

  1.   Ole Korsholm                                                    3899 points

  2.   Knud Møller Andersen                                        3874     -

  3.   Kenneth Petersen                                               3359     -

        Der var 9 deltagere...

100 km FAI-trekant „Tante Karen“

  1.   Ole Korsholm i ASH 31Mi/21m                              127,1 km m.         124,7km/t                 1188 points

        Der var 18 opgaver…                 

200 km FAI-trekant „Svend og Marys“

  1.   Knud Møller Andersen i Ventus 2cT/18m            203,8 km m.         113,5 km/t                 1197 points

        Der var 8 opgaver…

Bedste trekant over 250 km

  1.   Ole Korsholm i ASG 29E/18m                              516,1 km m.         119,7km/t                 1629 points

        Der var 10 opgaver…

Varighed

  1.   Knud Møller Andersen i Ventus 2cT/18m          6 timer 40 minutter

Kilometer-Cup (antal opgaver)

  1.   Knud Møller Andersen (10)                           3005,3 km

  2.   Kenneth Petersen (9)                                       2207,1   -

  3.   Ole Korsholm (6)                                             1483,0   -

Pokalen for varighed & højdevinding (piloter med max. 150 timer ved sæsonstart)

  1.   Rasmus Møjbæk i Discus b                               2.48 t /1408 meter                                 984 points

Firkantpokalen (piloter med max. 150 timer ved sæsonstart)

 1.  Ingen